Koncerter på Den Blå Gård

21
feb
2015

Den Blå Gård præsenterer et nyt koncept. LIVE PÅ DEN BLÅ GÅRD, som er hele koncerter med diverse kunstnere. Vi har fortsat vores Club acts om natten, som vi for eftertiden kalder LIVE @ NIGHT.

Der er lagt op til en større event, når Den Blå Gård tager hul på en ny epoke i diskotekets historie.

– Vi er lidt ude på dybt vand. Vi ved jo ikke, hvordan folk tager imod vores tiltag. siger Jonas Jensen, en af diskotekets tre indehavere. Selv om Den Blå Gård i knapt to år har haft små kvarterlange pop-up koncerter med forskellige kunstnere – såkaldte Club Acts – er han og medejer Danny Lebeck spændte på, hvad de fulde koncerter vil føre med sig.
– Stedet er ikke så stort, og vi er i gang med at finde ud af, hvad vi skal lave om og hvordan. Lydbilledet ligger os meget på sinde – der skal være en ordentlig lyd. Derfor laver vi også den første koncert gratis, forklarer Danny Lebeck.

Begge tror ejerne dog allerede så meget på det nye koncept, at navnene er booket et halvt år frem: Sko & Torp, Almost AC/DC, Michael Learns To Rock og Taxit.

Cafestemning

Før akustiske Sko & Torp går på scenen den 13. marts, står diskoteket overfor endnu en uvant udfordring.

– Når vi har akustiske bands, vil her blive cafestemning. Vi er ved at se, hvordan vi bedst muligt forvandler stedet, siger Jonas Jensen. Baren i midten bliver der naturligvis ikke rykket om på, ligesom der fortsat vil være professionelle bartendere og både cocktails og daiquiri til de godt vante gæster.

Men diskoteksgæster er jo normalt et folkefærd, der først bevæger sig i byen langt efter midnat. Det ønsker man i Den Blå Gård at ændre lidt på, når der er koncertaftner.

– Vi åbner da kl. 20, og koncerterne vil ligge fra 21-23. Så man kan nå ud at spise, før man kommer her for at lytte til musikken. Bagefter rydder vi selvfølgelig gulvet og åbner diskoteket, forklarer Jonas Jensen og bliver suppleret af Danny Lebeck:

– Selv om der ikke mangler spillesteder i Svendborg, vil vi gerne have prædikatet, at vi også er et spillested.

(Ugeavisen d. 10.02.15)